
Det er en klar og kølig eftermiddag, da Carl Johan på 76 træder ind på GoodLifes kontor i København. Han har taget toget, og mens han ryster kulden af sig, mærker man straks, at han har gjort sig tanker forud for mødet - sådan er han. Velforberedt, nærværende og drevet af en oprigtig interesse i mennesker og livet omkring ham. Han sætter sig roligt, og allerede inden kaffen er hældt op, begynder samtalen at kredse om det, der betyder noget for ham: livsglæde.
Ikke som et mål, man jagter, men som en måde at være i verden på. For Carl Johan handler livskvalitet om sundhed, om relationer, om nysgerrighed - og om at tage sig tid til de øjeblikke, der giver mening. Det gør ham både let at tale med og let at blive inspireret af.
For Carl Johan er livskvalitet summen af alt det, der gør livet rigt: at holde sig sund og rask, at tilbringe kvalitetstid sammen med familien og venner gennem hele livet og at lade sig inspirere af omverdenen gennem forskellige foredrag og fællesskaber.
“Livsglæde kommer af helheden,” siger han - og det gør, at han er en yderst behagelig person at tale med, hvilket hans store omgangskreds helt sikkert kan nikke genkendende til.
Carl Johan er født og opvokset på Frederiksberg, hvor han voksede op sammen med sin bror. I naboopgangen boede en kammerat, som han - trods deres forskelligheder - blev venner med, og i dag mødes de stadig regelmæssigt. De spillede i mange år badminton sammen, og da bentøjet ikke længere kunne holde til den fysisk krævende sport, dannede de Badmandklubben. En klub hvor de mødes fire gange om året og taler om alt og ingenting, men mest af alt bare nyder hinandens selskab.
”Venskaber, der holder hele livet, er noget af det mest værdifulde, og det har jeg altid prioriteret”, understreger Carl Johan. Efter vores møde fortæller han, at han skal hjem og færdiggøre sildene til frokosten, der skal finde sted dagen efter - for han kan godt lide at lave mad og elsker at gøre noget ekstraordinært ud af det. At skabe glæde for andre er en naturlig del af hans livstilgang. Venskab/kærlighed gælder også ægtefællen, de har været gift i 52 år, men har kendt hinanden hele livet, da deres forældre var venner fra deres ungdom.
Efter at have uddannet sig til bygningsingeniør i 1974 var det ikke givet, at Carl Johan skulle ende i en global it-virksomhed. Det lå måske ikke lige til højrebenet, men konjunkturerne på jobmarkedet gjorde, at IBM blev hans første ansættelse - og det har han aldrig fortrudt. Tværtimod. Det, der kunne have været en midlertidig vej, udviklede sig til 23 år, som han i dag kalder “verdens bedste uddannelse.” IBM var i mange henseender med til at forme ham - både fagligt og som menneske.
“Ordentlighed, kvalitet og tilfredse kunder — det lærte jeg hos IBM, og det har fulgt mig lige siden,” siger han. Og det er tydeligt, at for ham forbinder de værdier sig også til begrebet livskvalitet.
For Carl Johan er det vigtigt at holde sig i form, for et godt helbred er fundamentet for et godt og berigende liv.
“Det gode helbred er fundamentet,” som han siger. Derfor går han i fitness tre gange om ugen, han spiller golf minimum én gang om ugen, og i sommerperioden bliver den tohjulede luftet 30 kilometer om ugen. For Carl Johan er motion ikke kun træning — det er mentale pauser, fællesskab og glæde. Meget fra sportens verden er i dag også blevet en del af det sociale.
For tyve år siden startede hans gode kammerater en herregolfklub Go & Golf, og Carl Johan er medlem af Hillerød Golfklub. Sammen med ægtefællen, golfklubben og især Go & Golf, har han rejst mange gange i ind- og udland for at prøve nye golfbaner af og for at være sammen med de rigtig gode venner. Og så er der det årlige højdepunkt, hvor medlemmerne af herregolfklubben omdannes til Frokostbanden og afvikler den årlige julefrokost.
“Traditioner er for mig med til at skabe livsglæde — især når de deles med mennesker, man holder af,” siger han.

I en alder af 56 år tog Carl Johan i 2006 springet og blev selvstændig erhvervsdrivende. Virksomheden var dengang udfordret, men Carl Johan var i den grad interesseret, og han lykkedes efter få år med at gennemføre et turnaround. Planen var egentlig at sælge virksomheden efter fem år, men i stedet trådte den yngste datter ind i firmaet og overtog styringen idet daglige. I dag omsætter virksomheden for 150 millioner og har stor succes som servicevirksomhed i Danmark. Der er gennemført et generationsskifte, til de to døtre, hvor den yngste datter Catja er adm. direktør og den ældste Christina har ansvaret for marketing og den kreative udvikling.
“Det er livskvalitet at kunne give noget videre og se det blomstre,” siger han. Årsagen til, at det lykkedes fra starten, er ifølge ham selv, at han altid har haft en IBM-tilgang til tingene - det handler om at gøre tingene ordentligt og have tilfredse kunder, som kan anbefale virksomheden. Derfor bruger de to døtre også meget tid på værktøjet NPS, der netop tager afsæt i kundetilfredshed.
Carl Johan har udover to fantastiske døtre også fire børnebørn, som han i den grad nyder at bruge tid sammen med. For ham er familien det største og mest meningsfulde fundament for livskvalitet. Han har lært meget af tiden - særligt sammen med børnebørnene - og også det at leve i nuet sammen med dem.
“Når man har børnebørn, er det tiden mellem 2 og 10 år, man som bedsteforælder virkelig får meget ud af — den helt store kvalitetstid,” siger han. “Når de bliver ældre, kommer venner og interesser — og sådan skal det være. Så må man bare nyde den tid, man får, siger han. Og man mærker tydeligt hvor vigtigt det er for Carl Johan og hans kone at skabe nogle gode stunder sammen med børnebørnene.
For fem år siden blev Carl Johan medlem af Hemingwayklubben, efter at være blevet introduceret af en god golf ven. Hemingwayklubben er landsdækkende og består af en række grupper fordelt rundt i landet, og Carl Johan er en del af gruppe 1. Klubben henvender sig primært til mænd 60+, som ønsker fortsat fællesskab, netværk, inspiration og meningsfulde samtaler i den del af livet, hvor arbejdslivet ofte fylder mindre. For Carl Johan har det vist sig at være meget givende og spiller i dag en vigtig rolle i hans sociale liv og personlige inspiration — og dermed også hans livsglæde.
“Nysgerrigheden skal holdes levende — det giver energi og perspektiv,” fortællerhan. Gruppen mødes hver torsdag, og hver eneste gang dukker der mere end 50 personer op. Det siger noget om fællesskabet, engagementet og den energi, der opstår, når mennesker mødes for at dele erfaringer, lytte, lære og blive inspireret.
Carl Johan elsker at lade sig inspirere, og et af de steder, han virkelig kan anbefale, er de offentlige naturvidenskabelige foredrag, der afholdes af Aarhus Universitet. Foredragene tager afsæt i den naturvidenskabelige verden og finder sted seks gange om året. De er gratis og giver deltagerne noget med hjem, de ikke får andre steder.
“Viden, læring og nye indsigter — det giver livsglæde,” siger han.
Carl Johan bor i dag i Vedbæk, hvor han nyder roen, nærheden til naturen og muligheden for at lade op. Han holder meget af at bruges sine hænder – i haven, i det lille drivhus eller fx, ved bygge en ny terrasse. Der skal også være tid til båden i Vedbæk Havn, til at fiske med børnebørnene og tage ture til Københavns Havn med sin ægtefælle og gode venner. Apropos København har han sat sig et nyt mål om at bruge byen langt mere aktivt, end han gør i dag.
“København har så mange historier — og jeg vil gerne lære dem at kende,” siger han. For ham giver nysgerrigheden i sig selv glæde og energi.
For Carl Johan er livsglæde ikke noget, der findes ét sted eller i én aktivitet. “Det er helheden, der gør forskellen,” siger han. Det gode helbred, den faste træning, familien, børnebørnene, vennerne, traditionerne, fællesskaberne, inspirationen, rejserne, Hemingwayklubben, oplevelserne og det at blive ved med at være nysgerrig på livet. Det handler om at være til stede, gøre sig umage og sætte pris på både de store og små øjeblikke. Derfor lever Carl Johan livet fuldt ud - hver eneste dag - med både taknemmelighed, åbenhed og lysten til at udforske det, han endnu ikke har opdaget. Og netop dér, i kombinationen af alt det, finder han sin livsglæde.
Formålet med interview-serien Stemmer om LIVSGLÆDE er at sætte fokus på, hvad livsglæde betyder set gennem øjnene på mennesker over 60. Gennem personlige interviews ønsker vi at inspirere vores læsere til at leve livet fuldt ud - og dele autentiske fortællinger om livserfaring, valg, værdier og livskvalitet.
Udforsk flere artikler om økonomiske muligheder, boligfriværdi og et godt seniorliv.

Efter mere end 50 år i Hillerød valgte Carsten Sejbjerg Asboe og Jette Damsgaard Hansen, at tænke fremad. Med friværdien i deres bolig ønskede de både at give forskudsarv til børnene og sikre hinanden – i en proces, hvor transparens og tryghed var afgørende.
Læs mere
"Det handler om tryghed og livskvalitet. Det handler om at være i kontrol samtidig med at man nyder livet. Delsalg er grundlæggende en helt ny måde at tænke boligøkonomi på."
Læs mereVi holder løbende arrangementer om delsalg .
Deltag ved et af vores arrangementer i fremtiden.